Henrik Ibsens skrifter

De synes visst at det er meget utaknemmeligt af mig så lang en tid at forblive i taushed efter den skønne ​gave, som De sendte mig i slutningen af forrige år. Men jeg beder Dem være forsikret om at De hver dag i mellemtiden har været i mine tanker. Grunden til at jeg ikke før har skrevet er den at jeg først vilde have læst Deres bog igennem, og ikke blot gennemlæst den, men studeret den og tilegnet mig dens indhold og ånd så inderligt som muligt. Dette har krævet tid; thi jeg er kun højst mangelfuldt hjemme i ​det engelske sprog, hvilket jeg har lært mig selv uden fremmed hjælp.

Tillad mig da nu at ønske Dem til lykke med Deres bog, der sikkerlig vil skaffe Dem en hædersplads blandt vor tids lyriske digtere; thi den finhed og skønhed, hvoraf disse digte er gennemåndet, ved jeg kun at finde sidestykke til hos yderst få af de nulevende digtere; og navnlig tror jeg at disse fortrin vil påskønnes af den engelske nation, hvis ejendommelige praktiske dygtighed på en så forunderlig måde er forbunden med et rent og ædelt følelsesliv og en nobelhed i stemningen, der gør hele deres nation til en nation af aristokrater – i ordets bedste betydning.

Og lad mig dernæst af hjertet takke Dem for den venlige og for mig smigrende opmærksomhed, som De har vist mig ved i Deres digtsamling at sende mig ​en særlig hilsen. Gid jeg snart kunde få anledning til personlig at takke Dem herfor og varmere og bedre, end det kan ske gennem disse linjer.

For ​Deres velvillige anmeldelse af mit nye drama er jeg Dem særdeles forbunden. Der er kun et punkt deri, som jeg med et par ord vil omtale. De mener at mit skuespil ​burde være skrevet på vers og at det vilde have vundet derved. Heri må jeg modsige Dem; thi stykket er, som De vil have bemærket, anlagt i den mest realistiske form; den illusion, jeg vilde frembringe, var virkelighedens; jeg vilde på læseren frembringe det indtryk at det, han læste, var noget virkelig passeret. Skulde jeg have brugt verset, så havde jeg derved modarbejdet min egen hensigt og den opgave jeg havde stillet mig. De mange hverdagslige og ubetydelige karakterer, som jeg med forsæt har lagt ind i stykket, vilde være blevne udviskede og indblandede i hverandre, dersom jeg havde ladet dem tale alle sammen i en rythmisk takt. Vi lever ikke længere i Shakespeares tid, og mellem billedhuggerne begynder man allerede at ​tale om at bemale statuerne med naturlige farver. Om den sag kan der siges meget både pro og contra. Jeg vil ikke have ​Venus fra Milos bemalet, men jeg vil heller se et ​negerhoved udført i sort end i hvid marmor. I det hele taget må den sproglige form rette sig efter den grad af idealitet, som er udbredt over fremstillingen. Mit nye skuespil er ingen ​tragedie i den ældre tids betydning; hvad jeg har villet skildre er mennesker og just derfor har jeg ikke villet lade dem tale ​«gudernes tungemål».

Jeg havde i grunden uendelig meget mere at sige Dem både om denne og andre materier, men jeg håber altid på en lejlighed til personlig at få udtale mig for Dem, jeg vil derfor idag afbryde idet jeg gentagende sender Dem min hjerteligste tak og hilsen og tegner mig